Halloweenrelateret salg er i løbet af de sidste fem år mere end tidoblet, og helligdagen har for længst overhalet fastelavn i popularitet. Hvis din virksomhed skal have en ”bid af græskarret”, er det derfor en god idé at gøre noget ud af fejringen.
I 2017 svarede hver femte danske husstand, at de ville gøre noget ekstra ud af Halloween og det tal er kun steget siden. Halloween appellerer, ironisk nok, til danskernes hyggesans med dens mulighed for at tænde stearinlys og indtage søde sager, og det er nok en del af grunden til, hvorfor Halloween er blevet så populært.
Det præsenterer din virksomhed for en unik mulighed for at give dine kunder en anderledes købsoplevelse og tilbyde noget som nethandlen ikke kan. Du kan pynte op i butikken og skabe den (u)hyggelige stemning som danskerne higer efter på denne tid af året. Græskar, edderkopper, ”spind” af vat og lignende pynt kan nemt inkorporeres i butikkens indretning, ligesom det kan være et festligt indslag, der vil skabe smil og samtale, at lade dine ansatte være udklædte i dagene omkring halloween.
Varesortimentet kan også tilpasses til højtiden på mange forskellige måder. De oplagte varer at fremhæve vil være ting som slik, pynt og udklædning. Men næsten alle butikker kan give deres faste varesortiment et uhyggeligt tvist ved at give dem et halloweenpræg. Specialbutikker med spiritus kan f.eks. inspirere med opskrifter på ”bloddryppende” drinks, blomsterhandlere kan producere buketter med pynt og tekstil- og smykkebutikker kan tænke højtiden ind ved at skrue ned for pangfarver og blomster og op for mørke farver, krummelurer og orange i udstillingerne.
Mange cityforeninger arrangerer også halloweenbegivenheder, der trækker potentielle kunder ned på gågader og butikstorv. Der er derfor ingen undskyldning for ikke at gå all-in for at sikre, at disse kunder besøger lige præcis din butik!